Medvirkende i The Four Seasons

“`html

Der er noget både fortrøstningsfuldt og skræmmende ved at se tre ægtepar i deres bedste alder tage på ferie sammen. Fortrøstningsfuldt, fordi det vidner om venskaber, der har overlevet mere end småbørnsår og karrierepres. Skræmmende, fordi man aner, at alle de ting, man normalt lader ligge hjemme – jalousien, frustrationen, spørgsmålet om hvorvidt man egentlig blev den, man havde forestillet sig – pludselig flyder op til overfladen, når man sidder fast sammen på en hytte i Vermont. The Four Seasons fra 1981 er en af de der film, der har modet til at følge samme gruppe mennesker gennem et helt år, fire destinationer, fire sindstilstande. Alan Alda, som både instruerede og spillede hovedrollen, skabte noget sjældent: en feelgood-film, der ikke negligerer, at livet faktisk gør ondt indimellem. Carol Burnett, Rita Moreno og Len Cariou udfylder de øvrige nøgleroller med en blanding af komisk timing og ægte sårbarhed. Filmen balancerer mellem humor og alvor på en måde, der føles organisk – som om man sidder med ved bordet, lytter til deres samtaler og tænker: “Gud, jeg kender det her.” Det er ikke prangende eller dramatisk, men det er ægte. Og så er den faktisk ret morsom, især når den lader sine karakterer være små, selvoptagne og fuldstændig menneskelige.

Medvirkende i The Four Seasons

Når man taler om medvirkende i The Four Seasons, taler man primært om fire skuespillere, der alle havde en solid karriere bag sig, da filmen blev optaget. Alan Alda, Carol Burnett, Rita Moreno og Len Cariou udgør kernen i denne ensemble-drevne fortælling, og deres sammenspil er filmens største styrke. Der er ingen synlig hierarki mellem dem – hver karakter får plads til at brillere, fejle og blive tilgivet. Det er en film, der lever af nuancer, og derfor var det afgørende, at castet bestod af skuespillere med reel erfaring i både komedie og drama. De havde alle noget at bevise – og intet at skjule.

Læs også artiklen medvirkende i The Holiday

Hovedroller

Alan Alda spiller Jack Burroughs, den type mand, der gerne vil styre tingene med charme og humor, men som også kan blive utålmodig, når virkeligheden ikke følger manuskriptet. Alda var allerede enormt populær fra M*A*S*H, hvor han spillede den varmhjertede og vittige Hawkeye Pierce. Her får han lov til at vise en mere kontrolleret, men også mere defensiv side. Jack er en advokat, en far, en ven – og en mand, der ikke altid ved, hvornår han skal holde kæft.

Carol Burnett er Kate Burroughs, Jacks kone, og filmens måske mest sympatiske figur. Burnett var dronningen af amerikansk tv-komik, men hun spiller Kate med en stilfærdighed, der viser, at hun også mestrer det intime register. Kate er loyal, men ikke blind. Hun ser tingene, registrerer dem, og venter på det rette øjeblik til at sige dem højt. Hun er ikke den der skaber drama – hun er den, der holder det hele sammen.

Rita Moreno indtager rollen som Anne Callan, og senere Anne Callan Burroughs – ja, det er kompliceret, og det er meningen. Moreno var allerede EGOT-vinder på dette tidspunkt (Oscar, Emmy, Grammy, Tony), og hun bringer en intensity til karakteren, der gør Anne til mere end bare “den anden kvinde”. Anne er impulsiv, lidenskabelig og en smule lost. Hun vil gerne høre til, men hun ved ikke helt, hvordan man gør det uden at miste sig selv.

Len Cariou spiller Nick Callan, Annes eksmand og en mand på flugt fra sig selv. Cariou kom fra Broadway, hvor han havde spillet Sweeney Todd, og han giver Nick en underliggende melankoli, der aldrig bliver til self-pity. Nick er charmerende, men også træt. Han elsker sine venner, men han er også jaloux på deres stabilitet. Han er en karakter, man både forstår og frustreres over.

Læs også artiklen medvirkende i The Flash

Biroller

Sandy Dennis optræder kortvarigt som Claudia Zimmer, Nicks nye, betydeligt yngre kæreste. Dennis, kendt for sin neurotiske charme i film som Who’s Afraid of Virginia Woolf?, spiller Claudia som en kvinde, der ikke forstår spillereglerne – og som derfor konstant bryder dem. Hun er ikke dum, hun er bare ung. Og det er nok.

Beatrice Alda, Alan Aldas datter i det virkelige liv, spiller Beth Burroughs, Jack og Kates datter. Det er en lille rolle, men den giver filmen et ekstra lag af autenticitet – som om vi virkelig følger en familie over tid.

Robert Hitt og Kristi McCarthy spiller biroller som venner og bekendte, der dukker op i forskellige episoder. De er der for at understrege, at livet fortsætter omkring hovedpersonerne – at verden ikke kun består af dem.

Skuespillernes betydning for filmens udtryk

At tale om medvirkende i The Four Seasons er også at tale om, hvordan fire etablerede skuespillere valgte at arbejde i en lavmælt, karakter-dreven film midt i en æra domineret af blockbusters og actionfilm. Alda havde magten til at caste, hvem han ville, og han valgte bevidst mennesker, han kunne stole på – mennesker, der forstod, at en scene kunne bæres af et blik eller en pause. Carol Burnett var vant til at arbejde foran et livepublikum, hvor timing var alt. Den disciplin ses tydeligt i hendes præstationer her: hun ved præcis, hvornår hun skal trække sig tilbage og lade andre fylde. Rita Moreno bringer en teatralsk energi med sig, men holder den i ave – hun lader Anne være varm uden at blive karikeret. Og Len Cariou, der kom fra musikalteaterets store gestus, formår at spille Nick med en stille desperation, der gør ham både patetisk og sympatisk.

Det interessante er, at ingen af de medvirkende i The Four Seasons spiller “mod type”. Alda er stadig den kloge, kontrollerende figur. Burnett er stadig den empatiske observatør. Moreno er stadig den følelsesladede kraft. Men de spiller det hele en tone dybere, end publikum var vant til. Det er ikke en film, der screamer efter opmærksomhed – den beder stille om, at man læner sig ind og lytter.

Læs også artiklen medvirkende i Glee

Perspektiv og samfundsmæssig relevans

The Four Seasons kom ud i 1981, lige da babyboomer-generationen begyndte at indse, at ungdommen ikke varede evigt. Filmen handler om midtvejskriser, om skilsmisser, om jalousier, om at miste sig selv i ægteskabet – temaer, der stadig er relevante i dag, men som dengang føltes nye og lidt farlige at se på film. Den viser voksne, der opfører sig selvoptaget og barnligt, og den dømmer dem ikke for det. Den lader bare være. Det er en ekstremt human film, og det skyldes i høj grad, at de medvirkende i The Four Seasons alle selv var i en alder, hvor de havde noget på spil. De spillede ikke ungdom, der drømmer om fremtiden. De spillede mennesker, der kigger tilbage og tænker: “Shit, er det her det?” Og så finder de alligevel en slags ro i hinandens selskab. Det er ikke grandiost. Men det er sandt.