“`html
Fire unge mennesker, en skudepisode og en film, der nægtede at fortælle sin historie i kronologisk rækkefølge. “Weapons” fra 2007 var den slags indie-crime-drama, der dukkede op midt i nullernes fascinationsperiode med at snitte historier i stykker og klistre dem sammen igen – bare denne gang uden Tarantinos glamour eller Soderberghs elegance. I stedet fik publikum Adam Bhala Loughs rå, guerilla-skudte portræt af New Yorks gaderegler, ungdomskultur og tilfældige vold. Filmen fik ikke priser og trådte ikke vand på de store biografer. Men den havde én ting, der i dag er værd at notere: et cast, der læser som en slags tidsmaskine til det amerikanske skuespillertalents mellemniveau, før flere af navnene blev decideret store. Nick Cannon tog sin første rigtige filmrolle, Paul Dano var stadig i sin pre-Daniel Plainview-fase, Michael Shannon lurede i kulissen med sin intense blik, og Riley Keough var knap nok kendt uden for Elvis-fangruperne. Det er ikke en mesterværksfilm, men det er en spændende tidsmaskine – især når man kigger på, hvem der stod foran kameraet.
Medvirkende i Weapons
Castet i “Weapons” er et forholdsvis lille ensemble, hvor hver rolle fungerer som en brændpunkt i filmens kaleidoskopiske fortælling. I stedet for én hovedperson opererer instruktør Adam Bhala Lough med fire unge skæbner, hvis veje krydses i de 24 timer, der leder op til en fatal skudepisode. Skuespillerne blev valgt for deres evne til at bære både sårbarhed og street credibility – nogle var allerede etablerede karakterskuespillere, andre var håbefulde newcomers. Sammen skabte de et portrætteret New York-miljø, der føles både realistisk og ubehageligt nært.
Læs også artiklen medvirkende i The Expendables.
Hovedroller
Knox – spillet af Nick Cannon
Knox er filmens mest eksplosive karakter: en ung mand fanget mellem identitet, loyalitet og impulser, han ikke helt kan kontrollere. Nick Cannon, primært kendt fra musikscenen og tv-værtsrollen på “America’s Got Talent”, tog her sin første tunge skuespilrolle. Det er ikke altid overbevisende, men det er modigt – og viser en side af Cannon, publikum sjældent fik at se.
Anthony – spillet af Paul Dano
Anthony er den mest tilbagetrukne af de fire hovedpersoner, stille og præget af omgivelser, han ikke føler sig tilpas i. Paul Dano havde allerede glimret i “Little Miss Sunshine” året før, og hans præstation her er typisk Dano: intenst observerende, neurotisk og subtil. Han behøver nærmest ikke sige noget for at fylde scenen.
Drew Glass – spillet af Michael Shannon
Drew er voksen på papir, men adfærdsmæssigt knap nok ude af teenageårene. Han er voldelig, uforudsigelig og dybest set trist. Michael Shannon, der allerede da var etableret som en af USAs bedste karakterskuespillere, bringer sin sædvanlige gribende intensitet til rollen. Hans nærvær løfter hver scene, han er i.
Becky – spillet af Riley Keough
Becky er den eneste kvindelige hovedrolle i “Weapons”, og hun navigerer mellem to verdener: teenageusikkerhed og voksen seksualitet. Riley Keough var kun 18 år under optagelserne og relativt ukendt, men hendes tilstedeværelse er uanfægtet. Det var en af hendes tidligste roller, og den antydede det talent, der senere ville udfolde sig fuldt i “Mad Max: Fury Road” og “The Girlfriend Experience”.
Harriet – spillet af Robin Tunney
Harriet repræsenterer en ældre generation i filmens univers, en figur, der bærer på både erfaring og resignation. Robin Tunney, kendt fra 90’er-ikoner som “The Craft” og senere tv-serier som “Prison Break”, leverer en troværdig præstation som en kvinde, der har set for meget til stadig at blive overrasket.
Læs også artiklen medvirkende i Sicario.
Biroller
Selvom “Weapons” primært opererer omkring de fem ovenstående, er der en række mindre roller, der tilfører filmens dokumentariske æstetik ekstra lag. Flere af birollerne blev besat med lokale performere fra New Yorks undergrundsmiljø – breakdancere, graffiti-kunstnere og gademusikere – hvilket giver filmen en autenticitet, der sjældent ses i studieproduktioner. Instruktør Adam Bhala Lough selv optræder kort i en bodega-scene, en hyldest til guerilla-filmtraditionen.
Weapons Trailer
Skuespillernes betydning for Weapons
Når man ser “Weapons” i dag, er det tydeligt, at filmens største styrke ikke er plottet eller klipningen – det er de menneskelige ansigter foran kameraet. Paul Dano og Michael Shannon bringer begge en troværdighed til deres roller, der får filmen til at føles tungere og mere alvorlig, end manuskriptet måske fortjener. Deres evne til at spille figurer, der både er desperate og farlige, gør filmens non-lineære struktur til noget mere end et stilistisk trick. Man bliver nysgerrig på, hvem disse mennesker egentlig er.
Nick Cannon tager derimod en risiko, der ikke altid lykkes. Hans Knox er karikeret i nogle scener, troværdig i andre – men blot det faktum, at han valgte en så rå og kunstnerisk udfordrende rolle frem for endnu en romantisk komedie, signalerer mod. Riley Keough, på sin side, beviser allerede her, at hun ikke er en nepotisme-skuespiller. Hendes Becky er både skrøbelig og stålsat, og hun holder stand over for et mandsdomineret ensemble uden at forsvinde.
Filmens cast var ikke samlet for at trække publikum i biograferne – ingen af navnene var decideret store i 2007 – men netop derfor føles besætningen ærlig. Der er ingen stjernemanerer eller meta-selvbevidsthed. Hver skuespiller ser ud til at have kastet sig ind i rollen uden sikkerhedsnet, hvilket passer perfekt til filmens æstetik: håndholdt, uredigeret og ubehagelig.
Læs også artiklen medvirkende i The Expendables 4.
Perspektiv og samfundsmæssig relevans
“Weapons” er en film om konsekvenser, selvom den aldrig prædiker. Den viser, hvordan vold kan opstå tilfældigt, hvordan identitet formes af miljø, og hvordan unge mennesker navigerer i systemer, der ikke giver plads til fejl. I 2007 var den en del af en bølge af indie-film, der forsøgte at skildre det urbane USA uden romantisering – tænk “Kids” eller “Gummo”, bare med mere struktur.
I dag føles filmen mindre som et kunstnerisk statement og mere som et øjebliksbillede af, hvordan Hollywood så på urban ungdom i nullerne. Den har problematiske stereotyper, men den har også scener af ægte følelsesmæssig rækkevidde. Og så har den, måske vigtigst af alt, fanget nogle af nutidens bedste skuespillere i et karriereøjeblik, hvor de stadig var sultne, ukendte og villige til at tage chancer. De medvirkende i “Weapons” blev senere stjerner – men dengang var de bare unge mennesker foran et kamera i Brooklyn, der håbede på at lave noget ægte.
“`
