Medvirkende i Walking with Dinosaurs

“`html

Da Walking with Dinosaurs rullede over biograflærrederne i 2013, var det med en mission, der var lige dele ambitiøs og skørt: at tage BBC’s nøgterne naturdokumentarer om dinosaurer og forvandle dem til en Hollywood-familiefilm med talende øgler og løselig plot. Resultatet blev en mærkelig hybrid – en film der ikke helt vidste, om den ville være Planet Earth med dinosaurer eller Den Store Dinosaur med videnskabelig troværdighed. Men bag de computergenererede kæmpeøgler gemte sig et voice cast, der faktisk havde noget på hjerte.

Justin Long låner sin stemme til hovedrollen som Patchi, den lille pachyrhinosaurus med store ambitioner, mens John Leguizamo – allerede berømt for sin rolle som dovendyret Sid i Ice Age – træder til som den hjerneskadede fuglevogter Alex. Det er præcis den slags casting, der afslører filmens dobbelthed: på den ene side stræben efter dokumentarisk autenticitet, på den anden side Hollywood-komik serveret af kendte stemmer.

Det er en film, der i sin tid fik blandede anmeldelser – nogle roste de spektakulære visuelle effekter og de naturtro dinosaurer, andre kritiserede den påklistrede humor og den konventionelle helterejse. Men set i bakspejlet er Walking with Dinosaurs interessant netop som symptom: hvad sker der, når dokumentarfilm møder franchisemaskinen? Og hvilken rolle spiller skuespillerne egentlig, når man kun hører dem, men aldrig ser dem?

Læs også artiklen om medvirkende i Jurassic Park

Medvirkende i Walking with Dinosaurs

Selvom Walking with Dinosaurs foregår for 70 millioner år siden, er det stemmer fra det 21. århundredes Hollywood, der guider os gennem kridt-periodens vildnis. Produktionen samlede en cast af både etablerede karakterskuespillere og mindre kendte talenter, der skulle give personlighed til væsner, som aldrig har sagt et ord i virkeligheden. Balancen mellem underholdning og troværdighed hvilede i høj grad på, om stemmerne kunne få publikum til at glemme det åbenlyse: at dinosaurer ikke taler. Her blev der satset på erfaring fra animationsfilm, stand-up og karakterarbejde – folk der kunne jonglere med humor og hjertevarme uden at drukne i sentimentalitet.

Hovedroller

Patchi (stemme: Justin Long)
Filmens helt er den lille, underlegne Patchi – en pachyrhinosaurus med et hul i kraniet og et endnu større hul at fylde i flokken. Justin Long, kendt fra Apple-reklamerne og film som Jeepers Creepers og Drag Me to Hell, leverer en stemme fuld af usikkerhed og charme. Long har en evne til at spille den sympatiske taber, og det fungerer her – selvom Patchi til tider kan virke som en generisk Pixar-helt transplanteret ind i en naturdokumentar.

Scowler (stemme: Skyler Stone)
Patchis storebror og rivaliserende alpha-hankøn. Scowler er den klassiske mobber med dybereliggende usikkerhed, og Skyler Stone – primært kendt fra MTV’s skjulte kamera-shows – giver ham en blanding af arrogance og desperation. Det er en rolle, der kræver, at man kan balancere mellem at være usympatisk og stadig forståelig, og Stone navigerer det pænt, selvom manuskriptet ikke giver ham meget at arbejde med.

Juniper (stemme: Tiya Sircar)
Den kvindelige pachyrhinosaurus som Patchi forelsker sig i – naturligvis. Tiya Sircar, der senere blev kendt som Sabine Wren i Star Wars Rebels og havde en tilbagevendende rolle i The Good Place, leverer en rolle, der desværre er skrevet som “kærlighedsinteressen” og ikke meget mere. Sircar gør sit bedste for at tilføre varme og selvstændighed, men historien giver hende ikke plads til at være andet end motivationen for Patchis udvikling.

Alex (stemme: John Leguizamo)
Her bliver det interessant. Alex er en fugl – nærmere bestemt en alexornis – der fungerer som fortæller og komisk sidekick. John Leguizamo, der har gjort karriere på at spille excentriske karakterer med stor energi, er perfekt casting. Hans stemme er genkendeligt skæv og levende, og han improviserede angiveligt flere af replikker, hvilket giver Alex en slagfærdighed, der løfter filmens ellers ret forudsigelige dialog. Leguizamo har arbejdet med stemmeroller siden Ice Age, og det mærkes – han ved, hvordan man giver personlighed til et væsen, der kun eksisterer digitalt.

Biroller

Bulldust (stemme: Barry Pepper)
Alfa-hannen i flokken, Bulldust er den klassiske rival og autoritetsfigur. Barry Pepper – mest kendt fra Saving Private Ryan og The Green Mile – bruger sin dybe, autoritære stemme til at gøre Bulldust til en trussel, der føles ægte, selvom karakteren aldrig bliver mere end en funktion i plottet.

Gorgon (stemme: Nicholas Holmes)
En ung hanpachyrhinosaurus fra Patchis flok. Holmes, som var relativt ukendt på tidspunktet, leverer en støtterolle, der primært eksisterer for at give flokken tyngde. Der er ikke meget karakterudvikling her, men stemmen passer ind i helheden.

Zack (stemme: Angourie Rice)
Den unge version af Patchi ses i flashbacks, og Angourie Rice – der senere fik større roller i The Nice Guys og Spider-Man: Homecoming – leverer en barnlig uskyld, der fungerer fint i de begrænsede scener, hun har.

Amberclaw (stemme: Karl Urban)
En truende predator i form af en troodon. Karl Urban, kendt fra The Lord of the Rings og The Boys, låner sin mørke, intense stemme til rollen. Det er en lille, men effektiv indsats, der understreger farerne i Patchis verden.

Læs også artiklen om medvirkende i Jurassic World

Skuespillernes betydning for Walking with Dinosaurs

Når man taler om medvirkende i Walking with Dinosaurs, står man overfor et paradoks: skuespillerne er både centrale og perifere. De ses aldrig, men deres stemmer er det eneste, der giver dinosaurerne personlighed. Uden Long, Leguizamo og resten ville filmen have været ren dokumentar – eller i hvert fald forsøget på det. Med dem bliver den en familiefilm, til godt og ondt.

John Leguizamos rolle som Alex er måske den mest afgørende. Hans erfaring fra Ice Age-franchisen betyder, at han ved, hvordan man holder energien oppe i en film, hvor man kun eksisterer som stemme. Hans improvisationer og timing giver Alex en lethed, der redder filmen fra at blive alt for højtidelig. Samtidig risikerer hans komik at underminere filmens dokumentariske ambitioner – det er svært at tage en fugl seriøst, når den lyder som en stand-up-komiker fra Queens.

Justin Longs arbejde som Patchi er solidt, men lider under, at karakteren er skrevet som en meget forudsigelig underdog-figur. Long har vist i andre roller, at han kan finde nuancer i det usikre og kluntede, men her får han ikke meget plads til at udfolde sig. Det skyldes nok, at manuskriptet er mere optaget af at ramme de obligatoriske plot points end af at udforske, hvem Patchi egentlig er.

Det interessante ved medvirkende i Walking with Dinosaurs er, hvor meget de afslører om filmens identitetskrise. Castingen signalerer Hollywood-familieunderholdning, mens de visuelle effekter og naturkulisserne stræber efter dokumentarisk troværdighed. Resultatet bliver en film, der ikke helt ved, om den vil undervise eller underholde – og skuespillerne fanget midt i den usikkerhed.

Læs også artiklen om medvirkende i The Call of the Wild

Kulturel og tematisk relevans

Walking with Dinosaurs udkom på et tidspunkt, hvor dinosaurfilm var i en mærkelig limbo. Jurassic Park III havde skuffet, og Jurassic World var stadig to år ude i fremtiden. Samtidig havde BBC’s dokumentarserier sat en standard for, hvordan man kunne bringe forhistorien til live med CGI – uden at tilføje menneskelige følelser og dialoger. Filmen forsøgte at bygge bro mellem de to verdener og endte med at tilfredsstille ingen af dem helt.

Men der er noget interessant i forsøget. Filmens underliggende tema – den svages kamp for anerkendelse i en brutal verden – er universelt, og brugen af dinosaurer som metafor for social hierarki og overlevelse er ikke uden værdi. Patchi er den lille bror, der aldrig får opmærksomhed; Scowler er den, der må kompensere for usikkerhed med aggression. Det er dynamikker, der findes i alle familier, bare pakket ind i 70 millioner år gammel biologi.

Desuden kommer filmen på et tidspunkt, hvor debatten om, hvordan man formidler videnskab til børn, er aktualiseret. Skal det være rent faktuelt, eller må man tilføje fiktive elementer for at engagere? Walking with Dinosaurs vælger det sidste og bliver derfor en interessant – om end ikke helt vellykket –case i, hvordan populærkultur oversætter videnskabelig viden. Medvirkende i Walking with Dinosaurs bliver dermed ikke bare skuespillere, men også formidlere af en bestemt måde at se fortiden på: som underholdning først, dokumentar bagefter.